Tilbud på håndværk i 1700-tallet

Tilbud på håndværk i 1700-tallet

I 1714 fik borgerne i Fåborg Rentekammerets tilladelse til selv at rejse rundt på landet for at købe varer af bønder og andre, blot skulle de betale afgift, når de førte varerne ind i byen. Tilladelsen var et forsøg på at sikre byen en rimelig andel af det tilbageværende opland. Fåborg-købmændene formåede faktisk at kompensere for den porøse oplandsgrænse mod syd med en aktiv tilbud opkøbsvirksomhed længere inde i landet, også uden for Sallinge Herred. Tingbogsstudier har vist, at byens købmænd 1640-1645 stævnede skyldnere fra 17 af Sallinge Herreds 28 sogne, men tillige fra fem andre sogne. Tredive år senere var forholdet nogenlunde det samme. Da stiftamtmanden i 1717 gjorde forsøg på at sætte torvetvangen igennem, fik borgerne – af alle – beslutningen omstødt. Torvehandelen kom aldrig til at trives – men bondehandelen gjorde! Alsingernes opkøbsvirksomhed førte dem ufortrødent ind på fynsk område. Det var efter alt at dømme dem, der var målet for den generelle tilladelse i 1607 til borgmestre, råd og byfogeder i de fynske købstæder til at arrestere bissekræmmere og forprangere overalt.

Det skete med baggrund i klager over, at fremmede og udlændinge overalt i landsbyerne drev forprang med købmandsvarer. I 1630 var det de fynske lensmænd, der blev pålagt at holde et vågent øje med alsingernes anløb i ulovlige havne. Alsingerne opretholdt dog et uformindsket tilbud pres på de fynske købstæder. I 1634 blev præsterne pålagt efter gudstjenesten at tale alsingerne fra at lægge til i de ulovlige fynske havne og true dem med at få både og fragt forbrudt. I 1647 greb man til forstærket inspektion i farvandet for at bremse “stort underslæb på Fyn, Langeland og strømmene der omkring, idet adskillige slags kvæg og bæster og andre varer udføres fra ulovlige havne mod kongens forordninger til ikke ringe skade for kongens toldrettighed”.

En stribe af bestemmelser

På Langeland blev det fra 1410 forsøgt med en stribe af bestemmelser at afskaffe landprang og ulovlige havne og ikke mindst at placere Rudkøbing som tvangstorv for al bondehandel på Langeland. Dette blev underløbet af bøndernes sejlads og købmandskab, og i 1546 blev der opstillet et tilbud kompromis for at skaffe “fred og god rolighet med hver andre” og for at holde begge parter ved magt. Bønderne måtte herefter sejle til Tyskland med deres hjemmeavl og hjemtage til eget behov. De måtte derimod ikke huse eller selv være bissekræmmere.

På trods af den formelle torvetvang fik Rudkøbing først en fast torvedag i 1584. I 1618 havde konflikterne mellem borgerskab og menigheden på landet angiveligt nået et omfang, hvor der en gang for alle skulle findes en løsning på tilbud. Den blev så, at bønderne på Langeland frit måtte udføre plov- og arbejdsheste til Tyskland mod sædvanlig told. Korn og fæ skulle de derimod føre til torvet i Rudkøbing. Det holdt dog kun ti år, så udvirkede bønderne, at de kunne hente deres fornødenheder hvor som helst, fordi Rudkøbing ikke kunne levere varen – bogstaveligt talt.

Thurø og Langeland som problematiske områder

I 1630 klagede borgerskabet så igen over, at bønderne ikke søgte tilbud på byens akseltorv, og denne gang ønskede kancelliet, at lensmanden “med god Føje og Lempe” pålagde bønderne i Tranekær Len at søge torvet. Købstadsprivilegierne blev med andre ord ved med at være en papirtiger mange steder på disse sydlige øer, understreget i et kongebrev fra 1623, der peger på Strynø, Drejø, Thurø og Langeland som problematiske områder. Sådan som landet lå, kunne oplandshandel alene jo vanskeligt bære Middelfarts økonomiske centralitet.

Det blev tydeligt demonstreret, da Vends Herredsting i 1568 blev flyttet ind til byen i tilknytning til torvedagene, men allerede et halvt år efter blev flyttet tilbage igen, da bønderne i herredet fandt det besværligt at tage ind til Middelfart. Byen voksede dog alligevel i 1500-tallet og frem til Karl Gustav-krigene, men det skete på grundlag af byens told- og færgefunktioner. Der er således også adskillige eksempler på, at byen forsvarede sit færgeprivilegium. Byen fik tilsyneladende aldrig defineret den geografiske udstrækning af sit opland, det nærmeste var vel, da årsmarkedet i Fjelsted i Vends Herred, der ellers var blevet nedlagt året forinden, blev overført til købstaden i 1650.

Håndhævning af handelsrettigheder

Der er da heller ikke i den tilgængelige litteratur tegn på, at byen håndhævede handelsrettigheder inden for en nøjere bestemt grænse. Bogense var et lysende eksempel på misforhold mellem privilegier og praksis. På den ene side var Bogense beskyttet af de almindelige tilbud købstadsbestemmelser, blandt andet 1590-forbuddet mod forprang og ulovlige havne samt alle former for handel blandt ikke-borgere, men det kunne selvfølgelig ikke ændre på byens yderligere placering og de store omgivende godser, der geografisk og økonomisk skar oplandet ned til det ubetydelige.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s